Oaks krønikken

 


 

 

Jeg har spillet i Oaks siden efteråret 1995. Jeg havde hørt om klubben, der dengang hed Jægerspris Oaks og hørte hjemme i Femhøj. På det tidspunkt var amerikansk fodbold ikke så "udviklet" som det er i dag og det kneb da også gevaldigt med at se dem spille kampe. Var kampen ikke aflyst så var den flyttet til dagen før ! Dengang havde Oaks kun et modstander hold, nemlig Faxe Mustangs, der den dag i dag ikke længere eksisterer. Min kære fætter Uffe G. Mogensen, en af ophavsmændene bag Vejle Saints havde flere gange prøvet at lokke mig til at spille, men som sagt var det jo lidt svært at få et indblik i sporten. Efter en dramatisk kamp i Vejle hvor flere Oaks spillere røg på hospitalet, havde jeg efterhånden fået nok af hans praleri. Det lykkedes mig at opspore Oaks til en sommertræning. Vor Herre Bevares ! En flok drenge, der løb rundt og forgæves forsøgte at få fat i en brun bold, der var mere "ægget" end ægget selv. Der sad jeg ganske uantastet og fulgte med i dette besynderlige optrin. Senere forlød det så , at ingen i starten ville antaste "ham den langhårede rockertype". Det tog jeg som et kompliment. Respekt for alderdommen er også godt. Respekt for ungdommen er en teori, der aldrig bliver praksis ! Nå, det gik hverken værre eller bedre end, at jeg begyndte at "træne" med. Jeg spillede fodbold da jeg var ung så ideen med at bevæge mig på en græsplæne var ikke noget nyt, men at skulle bevæge sig forlæns, baglæns og sidelæns, helst med krydsede ben, var noget ganske nyt for mig. Nu er det jo altid svært at være den "nye dreng" på holdet men alle tog godt imod mig. Om det skyldes, at jeg var ældre end dem, kørte  i amerikanerbil eller bare lignede en, der svarede igen med håndfuld knosuppe vides ikke.

   Det blev efterår og jeg vovede mig atter til træning på Fivehigh Dome. Det var tydeligt at se, at sæsonen var forbi og træningen kun var for dem, der gad lave lidt. Det kom sig også af, at 5 personer var på ferie. Hvem det var og hvor det foregik var tys-tys og temmelig-hemmelig. Jeg fik senere forklaret hvorfor. Resten af efteråret gik med at spille fodbold (det med den runde bold) med Bo og det var da sjovt nok. Vinteren kom snigende og Oaks havde sin årlige efterligning af en generalforsamling. Få mødte op, mange sagde intet og det lykkedes mig at blive valgt ind i bestyrelsen. Det er den dag i dag lykkes mig at slippe ud af den og hvis nogen har prøvet at slippe ud af Scientology så...........!

   Indendørstræningen begyndte i Møllegårdshallen i Jægerspris hvor vi lånte lidt haltid af JBBK. For ikke at vække opsigt skulle vi forestille at være basketballspillere og sikke en forestilling. Jeg blev præsenteret for en Playbook, hvilket er en masse stykker papir med diverse skematiske opstillinger bestående af krydser og boller, pile og streger. Alt sammen illustreret af ord og vendinger, der hører hjemme i en fremmedordbog. Grundet min velvoksne størrelse blev jeg udpeget til at spille Lineman, mere præcist Left Tackle. Jeg terpede playbooken, lærte spil, moves og playcalls og da det hele var faldet nogenlunde på plads oveni besluttede Anders, at jeg ikke skulle spille Tackle. Næh nej jeg skulle spille Tights End. Og hvad var så det ? Jo det var rendyrket ondskab i kondisko. Mine 100 kg skulle i fuld sprint bevæge sig på kryds og tværs og op og ned af banen, samtidig med, at jeg skulle gribe bolden. Godt hallen ikke var større end den var. Men jeg imponerede og spillede herefter TE.                   

   Det kræver jo en vis fysik at spille football så en tidlig søndag morgen troppede en flok unge og energifyldte mennesker op til prøvetime hos Gads Gym i Jægerspris. Vi lærte at løfte jern på alle mulige måder. Nogen løftede mere end andre og der går stadig rygter om dengang da footballtosserne fra Oaks skulle have så meget vægt på benpressen, at de satte en spiller ovenpå. Slæden kunne ikke have mere end 300 kg så vi proppede Lasse ovenpå for at øge belastningen. Som tiden gik hjalp det alt sammen. Armene blev større, ben som telefonpæle og maver, der blev inde selvom vi trak vejret. Det tegnede godt for fremtiden i Oaks. 

   Det kræver jo sin mand at spille amerikansk fodbold, men det kræver så sandelig også noget udstyr. Det var jo ikke lige noget man kunne købe i enhver sportsforretning, så her måtte man bruge de forbindelser man havde. Jeg kontaktede min føromtalte fætter Uffe og forklarede ham situationen. Det resulterede i et besøg hos ham i Vejle hvor udstyr blev prøvet og størrelser diskuteret, i øvrigt til stor moro for hans kæreste. Hvad hun ikke synes var sjovt var, at vi det halve af natten rendte rundt udenfor og prøvede at montere en nyindkøbt parabolantenne. Det gik ikke så godt, da det var for mørkt til at se hvor syd var !!!!!

Jeg returnerede til Sjælland med en indkøbsseddel, der ville gøre mig til en fuldblods footballspiller. Nu manglede bare lige den finansielle del af sagen. Og hvad gør man når man ikke selv vil hive de mange tusinde kroner op ad lommen....? Man finder selvfølgelig en sponsor. Og hvem andre kunne det være end svigerfar. Murerfirmaet Per B. Hansen Aps. skulle selvfølgelig have lov til at punge ud til mig da jeg nu havde været så flink at tage mig af deres datter. Ansøgning blev skrevet og selvfølgelig accepteret. 4.000.00 Dkr. blev udbetalt og undertegnede drog atter til Vejle for sammen med fætter Uffe og nogle Saints spillere at køre til Tyskland og købe udstyr. Ugen forinden havde Jylland været lammet af snestorm og alle veje var ufremkommelige. Men intet kan stoppe Football, Mercedes og BMW  og vi fandt vores mål i Hamburg. En lille ydmyg biks, der solgte udstyr til amerikanske sportsgrene. Jeg var nu et skridt nærmere min nye karriere.

   Ugen forinden havde jeg på arbejdet været i karambolage med en kædebane, hvilket havde fået indersiden af mit lår og knæ til at ligne noget, der havde fået tæv med en elefantrist. En elefantrist er en dørmåtte i galvaniseret stål ! Da drengene fra Vejle så det gjorde de store øjne og jeg forklarede at det stammede fra en hård tackling med en facemask. Stor beundring ! Nå men vi fik prøvet udstyr fra A-Z og det endte med, at jeg forlod Hamburg 6.000 Dkr. fattigere men med en kæmpe taske udstyr. Vel tilbage i Vejle steg jeg på IC-3 toget for at tage til min broders fødselsdag i København. Beundring var stor da jeg pakkede den ene spændende ting frem efter den anden. Tilbage i Frederikssund var jeg nu klar til at indtage grusbanen i FIK. Vi var over vinteren flyttet fra FiveHigh til nogle bedre forhold i Frederikssund. All dressed in black and ready for attack ! 

   Som tiden gik og jeg forstod mere af dette spil begyndte der at opstå en vis form for respekt om min person. Den egentlige grund vides den dag i dag endnu ikke, men det mundede ud i, at jeg af spillerne blev valgt til "Honourary Captain". En person de andre har respekt for både på banen men også for hans væremåde og indstilling.  Foråret nærmede sig og træningen blev flyttet til græs. Vi fik stillet en bane til rådighed, der vel mest var egnet til parkeringsplads ved Roskilde Festivalen. Bulet og hullet som bare en i helvede og længst væk fra omklædningsrummet. Vi kløede på og snart var den første turneringskamp en realitet. Modstanderen var Vordingborg Vikings, der kom fra .......ja ! Ugen forinden havde jeg for første gang i mit liv set en amerikansk fodboldkamp mellem førnævnte Vikings og det andet modstanderhold i turneringen Næstved Devils. Sikke et cirkus. Der var vi helt sikkert bedre. Det var vores dommere, der dømte kampen, som i øvrigt endte med en storsejr til Vikings. Dagen oprandt hvor jeg endelig skulle i kamp. Slaget skulle stå i Vordingborg og det blev en magtdemonstration uden lige i dansk historie. 50-0 ! Den såkaldte "Mercyrule" gjorde at kampen blev afbrudt og Vikings sparet for flere ydmygelser. Efter kampen klagede deres træner over, at vi spillede for hårdt ! Denne opvisning i brutal magtanvendelse sendte chokbølger igennem det sydsjællandske for ugen efter "valgte" Devils at trække sig fra mødet med Oaks. Det gjorde, at vi i den sæson spillede tre kampe, alle mod Vikings, de to sidste endte 52-0 og 36-0. Den sidste kamp blev spillet i 30 graders varme så derfor nåede vi ikke de 50 point. Det var her at jeg scorede min første Touchdown. Jeg havde i alt 6 receptions for 66 yards. Helt OK for en nybegynder.

"Vi fik 2 af vores største profiler det år, vores OT Lars Kidmose og dildokongen Vince Mathisen".    Citat : Andreas Hogsted

   Kæk og fuld af ungdommens gå på mod havde jeg inden sæsonen og uvidende om, at det skulle blive så let lovet, at hvis vi vandt turneringen ville jeg lade min hårpragt falde. Og skik følge eller land fly, af røg håret. Det var nu meget rart og gav mig et mere "up to date" og strømlinet udseende. Det var tid til sommerferie inden efterårets pokalturnering bankede på døren.

   Da der ikke var nogen turnering i efteråret havde DAFF arrangeret en pokalturnering for alle hold, der havde lyst. Det havde Oaks selvfølgelig og set i lyset af vores, indtil nu, overbevisende præstationer skule det jo nok blive sjovt. Men......! Ingen 1.div. hold havde tilmeldt sig. Kun National Liga hold turde møde Oaks. Det endte selvfølgelig med en gevaldig røvfuld på tavlen, men selve det fysiske spil på banen fejlede ikke noget. Det kneb bare med at komme helt ned i den anden ende. Men det var sjovt og lærerigt og som man siger : "Det gælder ikke om at vinde det gælder om at være med" ! Ja ja, hvem blev måske nr. 2 i synkronsvømning ved OL i 84 ? Det gælder selvfølgelig kun om at vinde !!!!!!!!!!!!!!! Og det er også meget sjovere !

   Oaks og undertegnede var klar til endnu en sæson, der forhåbentlig bød på lidt mere end den foregående. Vi skulle møde hold som Vestegnens Voulenteers, Slagelse Gladiators og Herning Hawks og Aarhus Tigers 2. Vi lagde ud med Voulenteers, der var bygget op om Ron Med Kosten. Han havde tidligere taget en masse unge bøller fra Brøndby og omegn og ladet dem afreagere på en fodboldbane. Det hold vi skulle møde var dog et nyt og det skulle vise sig, at de ydede mere modstand end først forventet. Vi havde set dem i en træningskamp, hvor de absolut ikke imponerede. Men det endte desværre med et knebent nederlag. Det var dog deres QB Ron, der udførte det meste af deres arbejde. "En hul sejr, men dog en sejr" som Finn ville udtrykke det !

   En skidt start på sæsonen skulle hævnes og hvem andre skulle det gå ud over end Herning Hawks. I en lejet bus, der burde have været på veteranbilsmuseum, begav vi os mod den jyske hede for at sparke røv. Vores chauffør, kameramand og kok Mogens havde et lidt for afslappet forhold til afstandsbedømmelsen ved afkørsler hvilket resulterede i en tur over græsrabatten inden han genvandt kontrollen og landede på Q8-stationen midt på Fyn. Undertegnede, der havde sovet forrest i bussen og først vågnede da et vejskilt truede med at smadre forruden, vaklede nervøst ud af bussen på jagt efter noget beroligende. Kampen i Herning blev en gyser af format og kun vundet med et enkelt TD. Jeg tilbragte 2. halvleg på sidelinien efter ordre fra vores Medic, Birgitta, der nægtede mig at spille bare fordi jeg ikke kunne bevæge min højre arm. Nå pyt vi vandt og begyndte vores triumftog tilbage til civilisationen. Der er nogle der siger, at "Fyn er fin", men når man holder i vejsiden på E20 med en smadret kobling så skal der sgu´ mere til for at gøre folk glade. Det der skulle have endt med en fest i Frederikssund blev verdens længste/langsomste hjemtur. Vi blev hentet af en ny bus og jeg mener ny i forhold til den vi kørte i, men skulle have den gamle med på slæb til Sjælland. Det var jo tiden før broen så vi måtte pænt vente ved Halskov, hvor det dog lykkedes os at skaffe pizzaer til at stille den værste sult. Vi nåede Frederikssund næste morgen og var alle enige om, at festen kunne vente.

   Næste skalp skulle også hentes på udebane mod det hold der blev vores fremtidige rivaler. Slagelse Gladiators. Set fra de få tilskuere blev det en kedelig affære, men da de kom gratis ind kunne de jo heller ikke klage. Vi vandt 9 -0 ! Et TD og et fieldgoal. Alle var meget imponerede over Bos spark. Fieldgoals er ikke noget man ser hver dag i DK. Lært af erfaring kørte vi i privatbiler og alle kom hjem samme dag ! 

   Næste kamp var på hjemmebane mod Aarhus Tigers 2. Tigers havde et stærkt Nat. Liga hold så vi var spændte på at se hvad deres 2. hold kunne præstere. De var gode ja faktisk meget gode....bare ikke gode nok. De lagde bedst ud men Oaks svarede igen og kampen var længe lige. Den stod 6 - 6 men Ulrik synes ikke om den stilling så han returnerede et punt, der gav slutstillingen 12 - 6 til Oaks. For at opmuntre de slagne jyder gav jeg opvisning i burnout. Noget der fik smilet frem igen. Så var turen endnu engang kommet til Gladiators. På vores egen bane skulle vi nok vise hvad vi virkelig var værd. Kampen i Slagelse var bare opvarmning hvor vi alle led under køresyge og manglen på anstændige omklædningsfaciliteter. Slagelse fik da også herreklask og kampen endte noget lignende 42-14. Ulrik viste igen sin hurtighed og overblik da han returnerede et punt for TD over 59 yards. Scoringen var delt ud på Bo, Lasse, Bob Mørk og Vincent. Fra den dag af var Slagelse aldrig helt de samme. Fulde af forventninger om fremtiden i Oaks mødte vi op til den afgørende kamp i turneringen mod Voulenteers. Vi havde jo tabt knebent til dem sidst og dette skulle klart hævnes. Det var en hed sommerdag og banen mindede mest om en grøn betonklods. Hvad der herefter skete skal stå usagt.....vi kender alle til SORT SØNDAG !

   Det blev ikke til oprykning i år, men derfor kunne vi jo godt prøve kræfter med National Ligaen. Den årligt tilbagevendende pokalturnering var i gang og vi skulle møde Herlev Rebels. De var åbenbart det eneste hold der igen turde møde os. Vi var ikke til at skyde igennem da vi havde scoret TD. Signeret Ulrik Jørgensen. Men.....så var det vist også slut med det. Halvvejskøbenhavnerne vågnede op til dåd, men vi havde det da sjovt. Som i alle andre pokalturneringer var der selvfølgelig returkamp. Vi lagde ud i samme stil som sidst og undertegnede startede med et sack efterfulgt af en fumblerecovery, der banede vejen for endnu et TD af Ulrik Jørgensen. Det lignede jo den forrige kamp på en prik og jeg må desværre indrømme, at det gjorde resten af kampen også. Den eneste forskel var vejret....det regnede hele kampen ! Efter kampen hastede jeg i øvrigt til lufthavnen for at tilbringe en uges ferie i London. Dårlig ide at klemme sig ned i et lille underdimensioneret flysæde så kort tid efter en footballkamp.

   Mine stats var gået lidt tilbage i forhold til sidste år, kun 3 receptions for 34 yards og 0 TD´s. Til gengæld dominerede jeg på defense og delte 2. pladsen med Hogger over flest tacklinger i sæsonen. Jeg stod for flere F.Fumbles og F.Rec og var tillige begyndt at uddele sacks !

   Det tegnede godt for næste sæson, der bød på flere ændringer og masser af fremgang samt en god portion Thacker-teori !

   Det var så småt blevet tid til igen at trække i træningstøjet og gøre klar til endnu en sæson på de danske græsplæner. Vi skulle i år have hjælp fra "overthere" i form af en vaskeægte amerikansk collegefootballspiller. Han kom fra Kentucky Weslyan College og var blevet anbefalet af vores kontakt Dave Cunningham, der havde sat sine ben i Danmark under den spæde opstart af American Football. Shawn Thacker lød i telefonen som en rigtig redneck, der kørte pickup, snakkede gennem en 12 gauge og levede af Budweiser. Dagen oprandt hvor vores ven skulle ankomme. Desværre var undertegnede forhindret i at møde op i lufthavnen da jeg var blevet lokket til en barnedåb. Det lykkedes mig dog at undslippe umiddelbart efter middagen under påskud af at jeg som Captain var forpligtiget til at møde op og hilse velkommen. Shawn var efter en længere køretur/sightseeing på Sjælland i selskab med Ulrik endt i Møllegårdshallen for at se sin ven Bob Jones spillede basketball og det var her vi første gang trykkede næver.

Træningen startede udendørs på grus og det skulle hurtig vise sig at Oaks skulle gøres til en hårdtslående maskine, der skulle efterlade et godt indtryk samt et ømt korpus. Der blev lavet tackledrills på alle mulige måder og Frederikssund gav genlyd af kampklædte kæmper der tørnede sammen for fuld kraft. Her skal nævnes openfieldtackles mellem Johnny, Finn og Chief. Vi var klar til den første kamp mod Jets på hjemmebane. Jeg var blevet forfremmet til OT igen og blev iøvrigt sammenlignet med ingen ringere end Jacksonville Jaguars Tony Boselli. Jets fik den nye Oaksstil at mærke og kampen blev vundet så sikkert som 20-0. Selv da Jets havde 1. down to skridt fra vores goalline stod vi fast  og lukkede dem ned. Et godt resultat i den første kamp og et bevis på at ingen tager skade af et par flade. Næste offer i rækken var Gladiators og en røvfuld på 50-0 siger vist alt.  

Herefter var vi på vej til Jylland for at møde turneringens formodentlig stærkeste modstander, Hurricanes. Efter en lang køretur nåede vi vores mål kl.: 13.00. Kickoff var aftalt til kl.: 15.00 men da vi steg ud af bussen var det pludselig rykket en time frem. Vi hastede i tøjet hvilket betød at vores sædvanlige pregame warmup blev forbigået. Om det var det der gav udslaget eller de inkompetente dommere, der ikke kendte til "late hit" - "clipping" - "unnessesary roughness" osv. skal stå usagt hen. Vi måtte tage hjem med et 31-14 nederlag. Det er altid svært at spille bold når ens største bekymring er ikke at blive smadret bagfra selv om fløjten havde lydt. Selvom Esbjerg er mest kendt for sit fiskeri er de nogle STORE SVIN ! Trods nederlaget spillede jeg en af mine bedste kampe og præsterede ikke mindre en 15 tackles. Jeg forlod kun kampen i pausen. 

14 dage senere drog vi igen mod Jylland dog mod nord hvor 89ers hørte hjemme. En meget lang køretur der gjorde at vi gerne ville afreagere og sparke røv. Igen viste den jyske dommerstand sig fra sin værste side. De så ellers proffe  ud da de tjekkede udstyr og licenser. Men allerede inden kickoff krakelerede facaden. De vidste ikke engang hvad vej chainen skulle vende !!!

Nå men kampen kom i gang men allerede efter 5 minutter var den ved at være forbi. Der opstod indbyrdes tumult hos 89ers hvilket fik deres center til at udvandre med beskeden om "at så kan I se om I kan klare jer uden mig" !! Vi stod måbende og så på at denne dagsrejse skulle munde ud i 5 minutters football. Vi gav dem et ultimatum der gik ud på at få deres center tilbage lige meget hvad. Det lykkedes og vi trynede dem 26-0. Denne "sportslige lightoplevelse" blev dog hurtigt glemt i bussen da chaufføren havde bagagerummet fyldt med dåseøl. 

   Det var i øvrigt under denne kamp, at den nu hedengangne Kasper Bjarne nær endte sine dage som Finn´s frokost. KB havde været så uheldig at blive involveret i en tackling og blev så voldsomt medtaget at han måtte bugseres uden for banen til behandling. For at han ikke skulle lide mere overlast af at ligge ned blev han pakket ind i et chokforebyggende tæppe. Tilfældigvis har dette tæppe samme udseende som alufolie og som han lå der lignede han på lang afstand en "Kingsize Durum" med det hele. Så med faste skridt og mundvand i litervis begav Finn sig afsted mod frokost i det grønne. Så hvis ikke KB var gået i chok allerede så skete det nu ! Vi fik dog stoppet Finn men sulten gjorde ham utilregnelig. Som bekendt var jeg upgraded til OT hvilket betød jeg spillede i # 66 og da dommeren senere kaldte "Holding on Offense # 66" udbrød Finn højlydt : " We ain´t got no 66" ! Men de kløgtige dommere var ikke sådan at løbe om hjørner med....desværre !

   Så var turen endnu engang kommet til Gladiators, der gladeligt stillede op til flere klask. Og klask det fik de. Shawn prøvede hele tiden at lære os at spille til fløjten lød og ALDRIG stå og kigge på i nærheden af en pile. Så kan det nemlig gå så grueligt galt. Og galt det gik det for en af Gladiators spillere der netop tog opstilling ved siden af en pile. Som lyn fra en klar himmel kom Shawn flyvende og plantede samtlige sine +100 kg i brystet på den stakkels dreng. Det var et af de smukkeste hit i Oaks historien og der var et øjebliks stilhed før stormen. Drengen overlevede dog men havde en slemt maltrakteret brystkasse. Vi vandt igen en sikker sejr. Jeg spillede igen en udemærket kamp og havde bl.a. 2 sacks.

   Udover Shawns passion for football var han også glad for mad og ikke mindst drikkevarer. Og vi kender jo alle indstillingen i Oaks til seriøs druk og var Shawn en foregangsmand på banen var han det også i nattelivet. Hvem husker ikke busskuret der på trods af en 2 X 2 meter stor åbning formåede at holde Shawn indespærret og kun med nød og næppe og Onkels A´s hjælp nå natbussen. Så var der jo også lige den aften hos Chief........! Det skulle i starten kun have været en hyggelig aften for tre....Shawn, Chief og Jim Beam men det endte med 6 personer og en grydefuld Chili a´ la Chief ( meget kød og meget stærkt ). Som alle der holder af stærk mad ved, skal man ikke slukke tørsten med f.eks sodavand da dette bare forstærker den brændende smag. Så jeg valgte at servere whiskeyshots ad libitum. De fire urutinerede ungersvende Finn, Anders, Andreas og Iskiasen blev taget på sengen og de var tæt på "Delay of Drink" Snapcount var 2 og Chief førte sikkert holdet ned af banen, mod afgrunden. På den måde lykkedes det forsamlingen på 3 timer at konsumere 6 flasker whiskey og gå fra normal til komplet lallende tåber. Hvis Du kigger i billedarkivet under "Festbilleder" kan Du se hvordan det gik. Se bl.a Anders og Iskiasen lave maveøvelser. Det lykkedes til sidst at få sendt resterne hjem i en Taxa. Anders der havde det værst skulle endnu engang ofre under køreturen og der opstod vild panik da han ikke kunne få vinduet ned. Vi ved alle hvad det koster i en Taxa. Iskiasen var tidligere på aftenen forsvundet og Finn var brændt varm på min porcelænskumme.

   For nu at vende tilbage til sagens kerne, football, så var vi nået til divisionsfinalen om oprykning til National Ligaen. Kampen stod igen mod "Fiskepulpen fra den nordtyske halvø" og dramaet var henlagt til Fredericia. Og drama det blev der. Vi var ramt af skader og mange afbud og troppede op med kun 14 mand mod ca. 30 fiskere og en udefinérbar flok mennesker der skulle forestille dommere. I Jylland tager man ikke dommerembedet så højtideligt. Værst af alt var at vi manglede Shawn. Gr. alvorlig sygdom i familien var han blevet bedt om at komme hjem og hvis ikke en roster på 14 mand var skidt så var en roster på 14 mand uden Shawn det helt sikkert. Men det gik nu fint fra start og vi førte sikkert bolden ned af banen, men nåede dog ikke endzonen i første forsøg. Esbjerg havde dog store problemer med vores, stadig hårdslående, defense. Undertegnede var på toppen og drev gæk med deres OT hvilket kostede 1,5 sack og en F.Rec. Det ville de ikke finde sig og valgte derfor at sætte mig ud af spillet. En svinestreg der gik dommerens næse langt forbi kostede mig det venstre knæ og evnen til at bevæge mig hurtigere end sirup på en kold dag. Et par svinestreger senere og vi havde kun lige 11 mand på banen incl. mig selv. Vi fik røvfuld og de kom i Nat. Ligaen. Jeg fik konstateret en knust menisk og forstrukket ledbånd......4 uger på krykker !!!

   Heldigvis var det sommerferie og jeg var snart klar til en ny sæson.

Tiden var kommet hvor Oaks endnu engang skulle sætte fod i Guds eget land. 5 hvide ungersvende samt en halvpuertoricaner skulle på rundtur i 14 dage indeholdende football, fastfood og AC !

Munchen, Hogger, Finn, Jaden og Chief drog med lommen fuld af dolleros mod staterne endnu uvidende om fransk arrogance og tyskeres evne til at irritere alt og alle. Turen gik fint til vi sad i flyveren på vej ud mod startbanen i Paris. Desværre havde man ikke lige styr på bagagen hvilket kostede os tre timer i en varm og åbenbart tørlagt flyver. Da vi samtidig blev terroriseret af "Den tyske mand" var det svært at se frem mod endnu 11 timer på vingerne. Vi kom dog endelig på vingerne og flyverdesserne servicerede os, dog med en arrogant holdning der på en restaurant ikke havde efterladt en krone i drikkepenge. Jaden undgik med nød og næppe at blive lagt i håndjern efter at være blevet taget i at ryge flere gange i en flyver overklistret med "NO SMOKING" skilte ! Da han ikke via nikotinen kunne få dulmet sine tyskernerver valgte han i stedet at plyndre minibaren. Humøret blev ikke bedre da han i et galant forsøg på at hjælpe en betrængt flyverdesse fik sin nyskænkede drink i skridtet og resten af turen lignede en bums der ikke nåede på WC i tide. Trods alt lykkes det os at nå Miami sent om aftenen men problemerne var endnu ikke forbi. Andreas, der pga. sine ringe fysiske fremtoning godt kunne minde om en beboer fra Istedgade skulle lige have tjekket underarmene for tatoveringer ( sagde de ) men vi tror nu nok de ledte efter nålemærker. Med de tynde arme kunne der højst have stået Ib eller været et billede af et sugerør. Bedre gik det ikke da Chefens taske pludselig blev antastet af en Beagle. En Beagle er en hund og i dette tilfælde en Bananhund. Den kunne lugte mine to, endnu ikke konsumerede, bananer i min håndbagage der ifølge amerikansk lov ikke måtte indføres i landet. Så jeg måtte pænt aflevere desserten inden jeg kunne slutte mig til resten af det latterplagede selskab. Vi var nu i Guds eget land og hvad der siden skete i de 2 uger skal jeg ikke gå i detaljer med men der er enkelte højdepunkter der ikke kan undgås.

  • AC !
  • Stop jeg skal skide !
  • Når vi kommer til New Orleans skal vi til højre !
  • Mit Visa kort er blevet slettet af mit sygesikringskort !
  • Jeg skulle have gjort noget !
  • Mere AC !
  • Kusse skæg !
  • Alle piger uden trusser.....!
  • Jeg bløder......jeg fik en musling i hovedet.
  • Ikke igen.........den tyske mand !

Vel hjemme igen og med julen overstået startede vi op til en ny sæson. Det hed 2. division som var 8 mands football. Der var simpelthen ikke nok hold der ville spille 11 mands bold så Oaks måtte tage en sæson sammen med Towers på denne lidt pudsige facon. Vi havde igen i år hentet forstærkning fra USA, denne gang en running back der også kom fra KWC. Hans navn var Scott Dykes !

Endnu engang satte den grønne flyver dækkene på jorden i CPH Airport for at bringe dette års forstærkning standsmæssigt tilbage til Frederikssund. Efter lidt ventetid dukkede den mest slukørede og trætte person op jeg længe har set. En lang tur fra USA med lynnedslag, dårlig mad og jetlag gjorde at Scott mest af alt lignede en der bare ville sove. Scott var RB og som en rigtig sportsmand været under kniven flere gange. Dårlige knæ og ankler er ingen hindring for en football spiller. Det gav sig udslag i hans bagage. En taske med tøj og udstyr og en kæmpe taske med tape. Han vidste jo ikke lige om vi havde noget ! Og det kan jo godt have ret i. Et par vip med gearstangen og vi var tilbage i Frederikssund. Scott skulle residere i Andreas´ gamle ildelugtende og s*dplettede lejlighed i Jernbanegade.

´ ........fortsættelse følger.......!

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


 

 

Startside ] Op ]

Send e-mail til lars@kidmose.dk med spørgsmål eller kommentarer om dette Web-sted.